23. april 2009 | |
Kategori: Nyhed
Der kommer ingen mininote med Apples legendariske æble-logo på fronten. Det slår den fungerende Apple-chef, Tim Cook, fast og langer samtidig ud efter hele markedet.
Det er noget værre hø og vi gider dem ikke. Apple-chefen Tim Cook, der for tiden er vikar for den sygemeldte Steve Jobs, gentog i går udfaldet mod den nye, billige klasse af bærbare computere, som breder sig som en steppebrand i disse dage. Det skriver Business.dk.
Mininotes – altså billige, små og meget skrabede computere – har ellers været et hit i den brede befolkning, fordi de prisbillige maskiner ramte markedet samtidig med finanskrisen og forbrugernes modvilje mod at bruge penge. Men hvor stort set alle producenter af PC’ere har lanceret en mini-bærbar i den helt billige ende af skalaen, har Apple endnu ikke så meget som antydet, at de interesserer sig for det marked.
Tidligere har Steve Jobs blandt andet udtalt, at Apple ikke ved, hvordan man producerer en computer til under 500 dollars, som ikke er noget skrald. Det gentog Tim Cook i går i en telekonference med analytikere og journalister, efter fremlæggelsen af Apples overraskende gode regnskab.
Her forklarede Tim Cook, at Apple selv mener at have produkter i kategorien allerede i form af iPhonen og iPod Touch, der begge er en slags pda med trådløs forbindelse. Rygterne om at Apple skulle være på vej med en billig Mac i mini-klassen manede han eftertrykkeligt i jorden.
- Når jeg ser på netbooks, ser jeg knækkede tastaturer, elendig software, hardware, der er noget skrald og meget små skærme. Det er ikke en god forbrugeroplevelse og ikke noget, vi vil putte vores Mac brand på. Det er et segment, vi vælger ikke at spille i, sagde Tim Cook.
Kilde: business.dk
Send indlægget som e-mail, eller tilføj det til sociale websider...
Læs artikler om: Apple |
Af: Kasper Hyllested |