Ny Intel-platform + Asus Eee klar i januar?
Engadget har historien om at den kommende Asus Eee 1005P er lige på trapperne. Mens batterilevetiden på 12,5 timer er imponerende, så er resten af indmaden også interessant.
Meget tyder nemlig på at Eee 1005P bliver en af de første modeller med Intels nyeste Atom-processor kaldet N450. Dermed bliver de eksisterende N270 og N280 med ét slag knapt så interessante – medmindre prisen kommer endnu længere ned.
Det er i hvert fald teorien, for de meget begrænsede forskelle mellem Atom N270 på 1,6 ghz og Atom N280 på 1,66 ghz har indtil videre gjort at producenter som Samsung fortsat lancerer maskiner med de originale N270 processor.
Dog kan skiftet i grafikmotor betyde nye og reelle forskelle, for mens den lille Atom-processor er ekstremt effektiv lider notebooks under at chipsettet og grafiksystemet er af ældre dato.
Send indlægget som e-mail, eller tilføj det til sociale websider...
| Af: Lars Jacobsen |

