Sti > Forside / Acer, Software, Tips & Tricks / Windows programmer på Aspire One – Linux

Boganmeldelser på dansk – Abonnér via RSS

Windows programmer på Aspire One – Linux

16. november 2008 Kategori: Acer, Software, Tips & Tricks

Ved hjælp af et program kaldet WINE er det muligt at afvikle Windows programmer på en Linux maskine. Rent teknisk kan man betragte WINE som et slags oversættelseslag, som ligger mellem Windows programmet og Linux operativsystemet.

WINE er p.t. et stykke meget avanceret software, og som jeg vil vise nedenfor, er det relativt nemt at installere og afvikle Windows spil på sin Acer Aspire One med Linux ved hjælp af WINE. Udover spil er det også muligt at afvikle en lang række ”almindelige” programmer såsom Office 2007 og lign. på WINE. Du kan finde en deltaljeret oversigt her.

Først henter vi pakken
Der sker løbende ny udvikling af WINE, derfor er det afgørende, at man installerer en relativt ny udgave af programmet. Den nemmeste måde at gøre det på er gennem Add/Remove software (se tidl. artikler her for information om, hvordan du gør det). Husk at det er afgørende, at du har opdateret til de seneste softwarekilder (se igen tidl. artikler).

Når du har åbnet Add/Remove software, går du over i Search og søger på ”wine”. Der kommer en lang række pakker frem. Vælg den der hedder ”wine –” (efterfulgt af f.eks. 1.1.5), så finder maskinen selv ud af, hvilke andre pakker der skal hentes samtidigt.

Et falsk Windows drev
Rent konkret gør WINE det, at det (når du starter programmet første gang) opretter et falsk Windows C: drev i den skjulte mappe ”.wine” i din hjemmemappe. Du kan få filbrowseren til at vise skjulte filer ved at gå ind i Vis og marker ”Vis skjulte filer”.

Det falske C: drev som .wine skaber

Det falske C: drev som .wine skaber

Som du kan se på skærmbilledet ligger der i det falske C: drev (.wine) en mappe kaldet ”drive_c”. Det er i denne mappe at WINE installerer Windows programmerne.

NB: Da du p.t. ikke har aktiveret WINE, har du endnu ikke disse mapper!

Installation
Jeg vil bruge et spil kaldet DX-Ball 2 til at vise, hvordan WINE fungerer.

Konkret så henter du først demoen fra ovenstående link og gemmer den i mappen Downloads. Når maskinen er færdig, åbner du en terminal (Alt + F2, marker kør i terminal og tryk kør) og skriver ”cd Downloads” og trykker på retur for at komme ned i mappen Downloads. Her skriver du ”wine DX-Ball 2 Demo Install.exe” og trykker retur (en nem måde at gøre dette på, er at skrive ”wine D” og så trykke på tabulator, så skriver Linux selv resten, hvis der ikke er andre filer i mappen der begynder med stort D).

Nu går installationen i gang, som den ville gøre på Windows.

Når installationen er færdig, kan du bare lade installationen starte programmet, og nu er du klar til at spille. Så enkelt er det!

DX-Ball 2 ved hjælp af WINE (programmet er sat til at køre i et vindue)

DX-Ball 2 ved hjælp af WINE (programmet er sat til at køre i et vindue)

Manglende genvejs menu
Hvis du vil spille igen senere, er der det problem, at XFCE (som er den grafiske brugerflade som Linpus Lite distributionen bruger) er ret dårlig til at lave genveje til programmer som er installeret af WINE. På mange af de ”store” distributioner (såsom opensuse og Ubuntu) kommer der er et fint link til programmet i din start menu, men det virker desværre ikke så godt på XFCE. Det er der dog råd for.

Du åbner din fil browser og manøvrerer ned i mappen hvor spillet findes: Min disk:///,wine/drive_c/Program Files/LDA Games/DX-Ball 2 og højreklikker på filen DXBall2.exe og vælger Åbn med->wine (øverst i din højremenu). Tryk på din venstre museknap og nu går programmet i gang.

Start af DX-Ball 2 gennem filbrowseren.

Start af DX-Ball 2 gennem filbrowseren.

Flere C: drev
Hvis man installerer flere programmer gennem WINE, kan det være en fordel at lave et nyt Windows C: drev til hvert program. Dermed kan du f.eks. slette et C: drev, hvis det ikke lykkes dig at installere et bestemt program, eller der f.eks. er konflikter mellem nogle af de tweaks der skal til, for at få de forskellige programmer til at fungere ordentligt.

Konkret opretter man falske C: drev ved hjælp af såkaldte prefixer. Hvis vi tager udgangspunkt i ovenstående program DX-Ball, åbner du en terminal (Alt+F2 marker kør i terminal og tryk kør) og skriver:

wineprefixcreate –prefix “/home/user/DX-Ball”

Nu skaber WINE et nyt C: drev i mappen DX-Ball i din hjemmemappe.

Hvis du vil installere i dette C: drev, skifter du bibliotek til der hvor du har DX-Ball 2 Demo Install.exe liggende (i Downloads mappen). Her skriver du:

WINEPREFIX=/home/user/DX-Ball wine DX-Ball 2 Demo Install.exe

Og nu installerer WINE programmet i C: drevet i DX-Ball mappen. Nemt og elegant.

Hvis du vil slette det falske C: drev, sletter du bare mappen gennem filbrowseren som ved enhver anden mappe.

Giv ikke op
Det kan være lidt tricky at få alle Windows programmer til at virke på WINE. Nogle programmer og spil kræver, at man f.eks. henter diverse .dll filer og lægger dem i ”system32” mappen under ”windows” i det falske C: drev. Støder du ind i problemer, kan du få meget mere information og hjælp på www.winehq.org.

Held og lykke med WINE, Det er meget nemmere end det ser ud ;-)

Læs mere om: ,


2 svar til “Windows programmer på Aspire One – Linux”

  1. Mininote.dk » Blog Archive » Nye Linux oplevelser på Acer Aspire One Says:

    [...] er efterhånden et par år gammel. Som jeg har beskrevet i mine tidligere artikler (se her, her og her), er Linpus en ganske udmærket distribution til den hardware som er i Acer Aspire One, og den vil [...]


  2. Christopher Says:

    Super god artikel :), der kan være deprimerende ikke at kunne have windows programmer på sin linux.

    billig bredbånd guide











  • RSS PocketFreak.dk