Sti > Forside /

Boganmeldelser på dansk – Abonnér via RSS

Gigant-succes for mininotes

17. oktober 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Nyhed

Anders Elbak Lige over 80 millioner computere blev solgt i tredje kvartal af 2008. Det svarertil en stigning på godt 15 procent. Og en stor del af stigningen skyldes, at vi elsker mininotes. Det viser tal fra analysefirmaerne IDC og Gartner ifølge Computerworld.

- Det virker til, at de har ramt et utrolig godt tidspunkt, og ser umiddelbart ud til at holde markedet noget oppe, i hvert fald her i Europa, siger Anders Elbak, analytiker hos IDC, til Computerworld.

Globalt set fører HP salget med cirka 19 procent af markedet, hvilket svarer til 14,9 procents årlig vækst, med Dell på en andenplads med en markedsandel på lige over 14 procent. HP har haft lidt problemer med at komme ind på markedet for mini-bærbare, hvor de pt. kun har en enkelt model, HP 2133 mod Asus perlerække af Eee PC’er, men står takket være et bredt produktkatalog solidt i forhold til nedgangen i økonomien.

På markedet for mininotes står særlig Acer og Asus stærkt og begge kunne se solid stigning i salget.

Mens de fleste producenter tilbyder mininotes, har Acer og Asus sat sig tungt på markedet, og andre får svært ved at konkurrere med dem.

- De står mere eller mindre på det hele og er klart de største. Det er også andre på markedet, men det er småting, siger Anders Elbak.

- Lige nu er vi i en hype-bølge, hvor der er ekstra stor efterspørgsel på dem, og interesse for dem, mener analytikeren.

Fortsætter krisen med at trykke folk på pengepungen, vil dette marked formentlig fortsat vokse i et fornuftigt tempo, vurderer Anders Elbak.

- De skal nok få fat i markedet, men jeg tror ikke vi vil se en eksplosiv vækst hen over flere år. Det vil meget hurtigt komme op på et niveau, hvor markedet vil stabilisere sig, siger han.

I øvrigt en ganske interessant konklusion, når man tænker på, at vi tilbage i august citerede selv samme analytiker for følgende:

Men jeg er meget stærkt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er et stort nok hul der i Danmark. Der skal nok være et nichemarked for de små notebooks, men jeg tror, det er relativt få procent af markedet, som de vil gå ind og tage. Det kan være lidt højere i starten, fordi der har været så meget snak om dem, og der sikkert sidder nogle og venter på lanceringerne. Men når den første bølge stilner af, så tror jeg, det er noget, der vil ligge på ganske få procent

Den holdning har han nu ændret, så han i dag mener noget helt andet:

- Jeg tror faktisk godt de her mini-bærbare kan få et rigtig godt julesalg. Det er muligt, at vi allerede kommer at den nuværende økonomiske situation kan få en negativ effekt, på størrelsen af julegaverne, så det ikke bliver en 8.000-kroners pc man får i julegave, siger Anders Elbak til Computerworld og fortsætter:

- Der vil de her computere til et par tusinder kroner nok passe utrolig godt ind i stedet.

Kilde: Computerworld.

Læs artikler om: | Af: Kasper Hyllested |

Analytiker: Mininotes har ikke dansk fremtid

25. august 2008 | 5 kommentarer | Kategori: Nyhed

Man siger gerne, at markedet sjældent tager fejl, mens analytikere ofte gør det. Om dette bon mot også holder, når det kommer til IDC Nordics danske markedsanalytiker, Anders Elbak, skal vi endnu lade være usagt, men ikke desto mindre, så mener han – på trods af de flotte salgstal på Asus Eee PC, MSI Wind og Medion Akoya Mini, at mininotes kan for lidt i forhold til prisen og at de derfor ikke vil få succes på det danske marked.

Forbrugerelektronik-magasinet fe-m.dk har set på tendensen med mininotes, og her siger Elbak bl.a.:

“I almindelige bærbare får man faktisk ret meget mere for en lille smule ekstra. Mange vil synes, at de små notebooks kan for lidt, for selvom de er små, så er de store i forhold til smartphones og mobiler, som de fleste vil foretrække til det mest basale. I forhold til det brede marked sætter de sig mellem to stole”, siger Anders Elbak.

Minierne bliver netop markedsført som beregnet til at udfylde markedshullet mellem de to stole, som et supermobilt supplement til den primære computer. Så lille, at man altid kan have den med sig, så robust, at man ikke behøver bekymre sig.

”Men jeg er meget stærkt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er et stort nok hul der i Danmark. Der skal nok være et nichemarked for de små notebooks, men jeg tror, det er relativt få procent af markedet, som de vil gå ind og tage. Det kan være lidt højere i starten, fordi der har været så meget snak om dem, og der sikkert sidder nogle og venter på lanceringerne. Men når den første bølge stilner af, så tror jeg, det er noget, der vil ligge på ganske få procent,” siger Anders Elbak.

Han mener ikke, at man kan overføre Eee PC’s stærke gennemslagskraft i udlandet, særligt i Asien, til danske forhold.

”Mange steder skyldes succesen, at man slet ikke har samme tradition for at have bærbare som i Danmark, der er et af de lande, hvor der er allerflest per indbygger. Derfor er de meget mere prisfølsomme på bærbare end herhjemme, hvor man kan få en rigtig bærbar for 500 kroner mere end de små notebooks,” siger Anders Elbak.

Her på redaktionen undrer vi os over, at Elbak opfatter mininotes som en erstatning for en bærbar computer eller en smartphone. Vores erfaringer – og de seneste udmeldinger fra danske forhandlere om rekord-stor interesse blandt danskerne – understreger netop, at danskerne ikke køber mininotes som erstatning for hverken det ene eller andet, men derimod som et supplement.

For ikke mange år siden havde danske husstande en stationær computer, som alle deltes om. I dag har hvert familiemedlem en bærbar computer (måske en stationær også), men vi er mange, som er trætte af at skulle slæbe 3 kilo med i tasken hver dag, hvor vi slet ikke har brug for alle de kræfter, som den bærbare har. Hidtil har vi skullet betale mindst 10.000 kr. for en god subnote-book, der kunne lige i tasken, men nu kan man få en mininote til lidt over 2.000 kr., som kan løse de opgaver, som langt de fleste har behov for på farten.

Mininotes er ikke en erstatning for en laptop, men et supplement. Der er mange oplagte målgrupper, bl.a. studerende, sælgere, undervisere, konsulenter, togpendlere og “almindelige mødemennesker”, som har brug for en computer til at tage noter og checke mails.

I mange år har man været tvunget til besværlige løsninger med eksempelvis PDA’er med eksternt Bluetooth-tastatur, hvis man ville have en løsning med i tasken, men nu kan man klare det med en mininote.

Vi er slet ikke i tvivl om, at mininotes vil få et godt og stærkt tag i det danske marked, og at Anders Elbak kommer til at tage sine forudsigelser i sig igen. I øvrigt, så kan man jo undre sig over, at en analytiker baserer sådanne forudsigelser på, hvad han tror, og ikke har nogle fakta at understøtte sagen med, eksempelvis markedsundersøgelser etc.

Læs hele artiklen her.

Læs artikler om: | Af: Kasper Hyllested |









  • RSS PocketFreak.dk