Sti > Forside /

Boganmeldelser på dansk – Abonnér via RSS

Asus sænker prisen på Eee 900

7. november 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Asus Eee PC

Asus Eee PC 900Asus har solgt masser af Eee-maskiner i Europa, og det får nu taiwaneserne til at sænke prisen på den populære Eee 900-model.

Linux-udgaven af Eee 900 får skåret 300 danske kroner af prisen, så den kommer ned på 2099 kroner.

Asus har solgt to millioner maskiner fra Eee-serien i Europa siden lanceringen. Det er den milepæl, sikkert sammen med den øgede konkurrence fra de mange andre netbooks, der er kommet til siden, der får Asus til at sænke prisen.

Eee pc 900 har en skærm på 8.9 tommer med en opløsning på 1024 x 600, 1GB ram, trådløst netværk, webcam og en lille solid state disk på 4GB, der er udvidet med 12GB flash-hukommelse. Den kører Xandros, der er en særlig Linux-variant

Kilde: aod.dk

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Gigant-batteri til Asus Eee PC

8. oktober 2008 | 4 kommentarer | Kategori: Asus Eee PC, Tilbehør

Asus Eee PC batteriBatteriet er et af de svageste punkter på mange mininotes. Få tusinde mAh holder bare ikke til lang tids drift – selv med en strømbesparende Intel Atom-processor. Men har men en Asus Eee 701 eller 900-model, så kan man nu få et batteri på hele 10.400 mAh. Og prisen er tilmed til at tale med. Blot 50 dollars.

Til gengæld skal man så ikke regne med, at maskinen er så bærbar, som man er vant til. Faktisk er batteriet gigantisk – både på størrelse og kapacitet, hvilket man kan forvisse sig om på de billeder, som en venlig blogger har lagt ud.

Ifølge samme blogger bliver vægten af maskinen forøget med næsten 50 pct., ligesom man får en skæv vinkel på tastaturet.

Til gengæld giver det gigantiske batteri også rigtig meget arbejdstid. Ifølge Ubuntu skulle der være op til 7 timer på et fuldt opladet batteri, men det kan meget vel tænkes, at man kan få meget mere ud af det.

Se billeder og andre informationer her.

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Ny mininote fra Asus: N10

29. september 2008 | 7 kommentarer | Kategori: Asus Eee PC

Asus er en meget stor virksomhed. Faktisk så stor, at den konkurrerer ikke bare med andre selskaber, men også sig selv.

Således har deres laptop-division udviklet en direkte konkurrent til deres egen Eee PC – som laves af en helt anden division i firmaet.

Den nye mininote hedder Asus N10, der benytter en Intel AtomN270-processor ganske som i andre mininotes. Men til gengæld minder designet om andre af Asus mere dyre laptops.

Det er dog ikke kun designet, der adskiller N10 fra andre mininotes. Det gør specifikationerne også. Hvor mange mininotes benytter Intels 945-chipset til grafik, så har N10 et nVidia GeForce 9300M-grafik chipset.

Det betyder bl.a., at N10 er den eneste mininote, der er i stand til at afvikle 3D-spil i fornuftig opløsning og med rimelige FPS, hvilket man kan forvisse sig om på nedenstående video:

Som man kan se, så er N10 større end både Eee 901 og Eee 1000, men den er stadig lille. Tastaturet er til gengæld dejlig stort. Se forskellen på størrelsen af de forskellige Asus-modeller på billedet herunder:

Asus størrelser

Der er den sædvanlige besætning af porte, dog med den undtagelse, at der både er HDMI og ExpressCard/34 på N10′eren. ExpressCard kendes også fra HP 2133. De første test viser, at den ingen problemer har med 480p HD-video, men lidt problemer med 720p. Så man skal altså ikke regne med en fuld HD-oplevelse på den lille skærm.

De øvrige specifikationer peger også på en rigtig topmodel: 320Gb SATA harddisk, 802.11a/b/g/n trådløst netværk samt 2 gigabyte RAM (DDR2).

Den endelige pris afventes stadig, men forventes at lande på ca. $600 US, hvilket svarer til Eee PC 1000.

Kilde: mobilecomputermag.com

Læs artikler om: , , , , | Af: Kasper Hyllested |

Eee PC i nye farver

29. september 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Asus Eee PC

Asus Eee 901AAcer sælger deres Aspire One i en række fancy farver, mens Asus har satset på de mere traditionelle sorte og hvide kulører til deres populære Eee PC-modeller.

Men nu lancerer Asus nye udgaver af såvel Eee 901 og Eee 900, som får efternavnet A, dvs. 901A og 900A.

Den eneste forskel til de oprindelige modeller er dog umiddelbart farven. A-modellerne kan fås i både blå og guld (!).

Om der er prisforskel fremgår ikke umiddelbart, men det må man næsten formode.

Læs artikler om: , , , , | Af: Kasper Hyllested |

Asus Eee PC 901 først klar til oktober

11. september 2008 | 21 kommentarer | Kategori: Asus Eee PC

Asus Eee PC 901 Går du og venter på Asus Eee PC 901, så kommer du til at vente lidt længere. Asus lancerer maskinen her i landet i næste uge, men den er først klar i de danske butikker i uge 40, dvs. til oktober. Vi skrev ellers her for nylig, at den ville komme i denne måned, men ifølge ComON er der lavet om på det igen.

Men det er ikke den eneste ændring, Asus har lavet i planerne. Det var nemlig oprindeligt planen, at 901′eren kun skulle sælges med Windows XP og ikke Xandros Linux-distributionen. Men ifølge ComON vil det forholde sig stik modsat: Eee 901 vil kun komme i en Linux-version her i landet.

Årsagen til dette skal nok søges i, at Asus har fået konkurrence, og derfor vil de holde prisen under de magiske 3.000 kr. Og det kan ikke lade sig gøre med Eee 901, hvis der skal leveres en Windows XP-licens med i købet.

Den version af Eee 901, vi får, er med 20 gigabyte SSD-hukommelse, og 901′eren er baseret på Intel Atom Diamondville-processoren på 1,6 Ghz, hvilket er væsentligt bedre end forgængeren Eee 900, der havde en gammel Celeron-processor.

Prisen for Asus Eee 901 er vejledende sat til kr. 2990. Den pris inkluderer også et seks cellers batteri, som ifølge Asus kan holde maskinen kørende i op til 7,8 timer.

Her på mininote.dk er vi stadig lidt i tvivl om, hvad der holder, og vi vil forsøge at følge op og skaffe de helt rigtige informationer i løbet af de nærmeste dage.

Kilde: IT-avisen ComON

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Asus Eee Pc 701 til Danmark: 1.899 kroner

18. august 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Asus Eee PC, Nyhed

Asus Eee 701De fattige studerende og nysgerrige ældre i hovedstaden er vilde med små og billige bærbare computere. Det er konklusionen fra elektronikkæden Expert, der har oplevet kædens hidtil største salgssucces inden for computerområdet med den lille ASUS Eee 900 til 2.499 kr.

- Vi havde meget høje forventninger til Eee, fordi der naturligt nok var stor interesse for et så billigt og smart produkt, inden det overhovedet kom i butikkerne. Men salget har vist sig at være endnu højere, end vi turde håbe på. Vi har solgt flere tusinde maskiner – især i hovedstaden, men også i andre større byer rundt i landet som Randers, Horsens og Frederiksværk, siger kædechef i Expert, Christian Rau.

Endnu billigere model på vej
For mange er Asus Eee 900 den perfekte “pc på farten”. Prisen og størrelsen gør den til et godt supplement til en større computer.

Nu følger Expert op på succesen med Eee 900, og lancerer en endnu mindre og billigere bærbar fra ASUS Eee-serie, nemlig Eee 701.

En mindre skærm og mindre hukommelse bringer prisen helt ned på 1899 kr. Den nye model har en 7″ skærm og 512 MB RAM, og som noget nyt leveres den med en 30 GB ekstern harddisk.

Nu venter vi på Mininote.dk på de andre kæders reaktion for at se, om de kan/vil slå Experts pris.

Umiddelbart virker det fornuftigt, men man skal huske, at Eee 701′s skærm er på sølle 7 tommer. Det er fint til Windows XP, men i længden kan både skærm og tastatur blive meget små til større mandehænder. Her er Asus Eee 900-serie eller MSI Wind bedre – men til en noget anden pris.

Læs artikler om: , , | Af: Lars Jacobsen |

Stor succes for mininotes i Danmark

18. august 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Nyhed

mininotes er populære i DanmarkDanskerne er vilde med mininotes. Det er kun ganske kort tid, at vi har kunnet købe Asus Eee PC, Medion Akoya Mini, MSI Wind osv. i de danske butikker, men vi har stået i kø for at fingre i dem.

Alene i år vil der på verdensplan blive solgt 5,2 millioner mini-PCer, næste år otte millioner og i 2012 hele 50 millioner, er meldingen fra det internationale analysefirma Gartners krystalkugle, og verdens største producent af computerchips, Intel, forventer, at mini-PCernes udbredelse vil skabe ekstra ordrer på helt op til 10 milliarder dollars. Det fortæller Business.dk.

- Efterspørgselen på mini-PCer drives frem af forskellige faktorer: den lille størrelse og lille skærm, den lette vægt, prisen, letheden ved at bruge dem og den grundlæggende, men tilstrækkelige, PC-funktionalitet, siger George Shiffler, analysedirektør hos Gartner til business.dk.

En række netbutikker og varehuskæder har solgt Asus Eee PC siden slutningen af juli for blot 2.500 kroner. Og der er tale om et gennembrud, bekræfter salgstallene.

- Det er gået over al forventning, selv om vi havde et forholdsvis ambitiøst mål, og vi har været nødt til at bestille ekstra. Det er den PC-model, vi har solgt mest af på så kort tid. Vi har solgt lige så mange, som vi sælger iPod-modeller på en måned, siger kædechef Christian Rau fra Expert til Business.dk. Expert sælger Asus Eee 900.

Expert bakkes op af Linuxshoppen:

- Vi har solgt adskillige hundrede, selv om vi er en lille forretning. Det er gået over al forbentning, siger Kevin Hansen, indehaver af Linuxshoppen, som ser frem til de kommende Eee-modeller, der også vil dukke op i Expert.

70 procent af mini-PCerne vil blive købt af private forbrugere, mener Gartner – erhvervslivet vil først komme til senere. Det passer godt med salget i Expert-kæden.

- Det er ikke kun folk, der går efter prisen, som har købt Asus Eee. Studerende vil bruge den til at tage notater på i skolen, andre vil tage den med på ferie, og også det grå guld kan bruge den. Men vi er meget bevidste om, at de små PCer ikke kan afløse de bærbare computere. De er nummer to eller tre, som man tager med på farten – men det er der også et kæmpe behov for, siger kædechef Christian Rau, Expert.

Den taiwanesiske PC-producent Acer, som de seneste år har sikret sig nu at stå for 27 procent af alle solgte bærbare PCer i Danmark, rykker i slutningen af august ud med sin mini-PC, Acer Aspire One.

- Vi vil tage en stor markedsandel. Det er svært at sætte konkrete tal på, men det bliver stort. Der er færre operatører på dette marked, derfor satser vi på at nå væsentligt højere markedsandele end på de bærbare, siger markedschef hos Acer, Poul Bisgaard.

Også Hewlett-Packard – verdens største PC-fabrikant – står klar i kulisssen. Midt i september er HP 2133 ude i butikkerne, dog til lidt højere priser, nemlig fra 3.000 kroner plus moms for Linux-udgaven og lidt mere for Windows Vista-udgaven.

- Ja, den er lidt dyrere, fordi vi leverer den i børstet aluminium, så den er mere robust – den vil jo være udsat for at få bank på farten. MP3-afspillere koster også fra et par hundrede kroner til et par tusinde, og de kan alle sammen spille musik, men indpakningen er forskellig. Jeg tror, at folk bliver overbevist, når de rører ved den i butikkerne. Den skal nok blive en sællert, men det er for tidligt at sige, hvor stor succesen bliver, siger produktchef Henrik Johansson, Hewlett-Packard.

Også han tror, at PC-markedet vil blive udvidet, måske på bekostning af de håndholdte PCer (såkaldte PDAer).

- Men den er ikke en erstatning for den bærbare. Den er en rejsefælle – en uhyggeligt mobil af slagsen – men når man er tilbage på sin pind eller derhjemme, har den altså begrænsninger, siger Henrik Johansson.

Kilde: business.dk

Læs artikler om: , , , | Af: Kasper Hyllested |

Gear TV om Asus Eee PC 900

13. august 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Asus Eee PC

Magasinet GEARS altid overfriske anmelder, Nikolaj Sonne, har også haft fingrene i en Asus Eee PC model 900.

Han har lavet en videoanmeldelse i vanlig GEAR TV-stil, hvor der også er nogle gode close-ups af maskinen samt en kort gennemgang af Xandros-interfacet.

Se hele videoen her.

Læs artikler om: , | Af: Kasper Hyllested |

Elgiganten “sælger” Eee 900 med Windows Vista

5. august 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Asus Eee PC, Nyhed

Eee med Windows VistaIndtil nu er det vist kun HP, der har lanceret en mininote, der kører Windows Vista. Andre producenter holder sig til Linux eller Windows XP.

Men ifølge Elgigantens aktuelle tilbudsavis kan man nu købe en Asus Eee, der er i stand til at afvikle Vista. I hvert fald er er maskinen ifølge ComON i avisen afbillededet med et skærmbillede, der uomtvisteligt og uigendriveligt kun kan stamme fra den stærkt ressourchekrævende Aero-del af Windows Vista.

Der er tale om en Eee 900 med 1 gigabyte RAM og 16 gigabyte SSD, hvilket ifølge ComON “må have involveret forskellige halsbrækkende kunststykker at få Vista installeret – endsige op at køre – på.

Trods mange telefonopkald er det ikke lykkedes ComON at komme i kontakt med hverken produktfolk, direktører eller supportfolk i Elgiganten, som kan sige noget som helst om selskabets usædvanlige Asus Eee-tilbud.

En mulig forklaring på sensationen er, at Elgigantens markedsføringsafdeling muligvis er kommet til at bytte rundt på nogle knapper i billedbehandlingsprogrammet Photoshop.

Her fra mininote.dk kan vi kun sige “godt spottet” til ComONs skarpe folk. Dén havde vi selv overset, da vi bladrede reklamerne igennem i weekenden :-)

Kilde: ComON

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Anmeldelse: MSI Wind U100

3. august 2008 | 2 kommentarer | Kategori: Anmeldelser, MSI Wind

MSI WindMSI Wind er en populær sag. Vi har desværre endnu ikke selv fået fat i et eksemplar til at teste på, men det har flere udenlandske kolleger, bl.a. Inside HW, der har begået en grundig test og skrevet en fin anmeldelse af den lille maskine.

I anmeldelsen sammenligner de bl.a. med en Asus Eee PC, og fremhæver bl.a., at skærmen på MSI Wind er bedre: Den er lettere at se på di rekte sollys, og betragtningsvinklen er større. Til gengæld påpeger de også, at MSI Wind er væsentligt større og tungere end Asus Eee 900. Med sine 1,3 kilo er MSI Wind faktisk 30 pct. tungere.

Læs hele anmeldelsen med mange fine billeder hos InsideHW.

Køb MSI Wind U100 hos Wupti.com

Læs artikler om: , | Af: Kasper Hyllested |









  • RSS PocketFreak.dk