Sti > Forside /

Boganmeldelser på dansk – Abonnér via RSS

Ny kerne på Acer Aspire One med Ubuntu

8. februar 2009 | 4 kommentarer | Kategori: Acer, Tips & Tricks

kernelindex_5Som jeg tidligere har beskrevet (se her), er Ubuntu 8.10 en god Linux distribution på Acer Aspire One. Fra starten understøtter distributionen langt hovedparten af hardwaren i Acer Aspire One og kører med ganske små tilpasninger godt og stabilt.

Der er dog enkelte mindre ting som ikke fungerer 100 % “out of the box” (se en fuldstændig liste her). En af grundene til det er bl.a., at det pågældende hardware ikke er understøttet i den kerne (Kernel version 2.6.27.10) som udgør “hjernen” i Ubuntu 8.10. Til forskel fra Windows er det i Linux-kernen at langt hovedparten af hardwareunderstøttelsen findes i Linux. Det er kun i relativt begrænset omfang, at man bruger eksterne drivere.

Dette er dog ikke det store problem. Linux-kernen udvikles hele tiden og er relativ nem at opdatere. Lige før jul kom en ny version (version 2.6.28) som blandt en masse andre gode ting (se her) nu også understøtte en række af de småting der mangler på Acer Aspire One.

Ubuntu har endnu ikke officielt frigivet en 2.6.28 kerne til Ubuntu 8.10, men en entusiast under navnet SICKBOY har compilet en version specielt til Acer Aspire One.

Du kan på denne side hente de to filer der er nødvendigt at opgradere (linux-image og linux-headers). Du installerer dem ganske enkelt ved at dobbeltklikke på filen fra dit skrivebord og følger instruktionerne på skærmen. Nemt og ligetil.

Husk at denne kerne KUN virker på Ubuntu. Du kan IKKE bruge den på Linpus distributionen som følger med maskinen.

Held og lykke. Det er afgjort “besværet værd”.

Læs artikler om: , , | Af: Benny Damsgaard |

11 Linux-programmer til Acer Aspire One

28. december 2008 | 1 kommentar | Kategori: Acer, Software

Har du købt (eller måske fået) en Acer Aspire One med Linpus Linux-operativ-systemet på, så læs med her.

Acer har nemlig netop tilføjet 11 nye programmer og spil til deres FTP-server. Blandt programmerne er Firefox 3, Tux Racer-spillet og en række andre programmer.

Programmerne kan som sagt hentes frit fra Acers FTP-server, som findes på ftp://ftp.acer-euro.com/netbook/aspire_one_110/linux/application/

Hvis nogen af vore læsere har mod på at undersøge sagen nærmere, så hører vi gerne om erfaringer i kommentarerne.

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Windows programmer på Aspire One – Linux

16. november 2008 | 2 kommentarer | Kategori: Acer, Software, Tips & Tricks

Ved hjælp af et program kaldet WINE er det muligt at afvikle Windows programmer på en Linux maskine. Rent teknisk kan man betragte WINE som et slags oversættelseslag, som ligger mellem Windows programmet og Linux operativsystemet.

WINE er p.t. et stykke meget avanceret software, og som jeg vil vise nedenfor, er det relativt nemt at installere og afvikle Windows spil på sin Acer Aspire One med Linux ved hjælp af WINE. Udover spil er det også muligt at afvikle en lang række ”almindelige” programmer såsom Office 2007 og lign. på WINE. Du kan finde en deltaljeret oversigt her.

Først henter vi pakken
Der sker løbende ny udvikling af WINE, derfor er det afgørende, at man installerer en relativt ny udgave af programmet. Den nemmeste måde at gøre det på er gennem Add/Remove software (se tidl. artikler her for information om, hvordan du gør det). Husk at det er afgørende, at du har opdateret til de seneste softwarekilder (se igen tidl. artikler).

Når du har åbnet Add/Remove software, går du over i Search og søger på ”wine”. Der kommer en lang række pakker frem. Vælg den der hedder ”wine –” (efterfulgt af f.eks. 1.1.5), så finder maskinen selv ud af, hvilke andre pakker der skal hentes samtidigt.

Et falsk Windows drev
Rent konkret gør WINE det, at det (når du starter programmet første gang) opretter et falsk Windows C: drev i den skjulte mappe ”.wine” i din hjemmemappe. Du kan få filbrowseren til at vise skjulte filer ved at gå ind i Vis og marker ”Vis skjulte filer”.

Det falske C: drev som .wine skaber

Det falske C: drev som .wine skaber

Som du kan se på skærmbilledet ligger der i det falske C: drev (.wine) en mappe kaldet ”drive_c”. Det er i denne mappe at WINE installerer Windows programmerne.

NB: Da du p.t. ikke har aktiveret WINE, har du endnu ikke disse mapper!

Installation
Jeg vil bruge et spil kaldet DX-Ball 2 til at vise, hvordan WINE fungerer.

Konkret så henter du først demoen fra ovenstående link og gemmer den i mappen Downloads. Når maskinen er færdig, åbner du en terminal (Alt + F2, marker kør i terminal og tryk kør) og skriver ”cd Downloads” og trykker på retur for at komme ned i mappen Downloads. Her skriver du ”wine DX-Ball 2 Demo Install.exe” og trykker retur (en nem måde at gøre dette på, er at skrive ”wine D” og så trykke på tabulator, så skriver Linux selv resten, hvis der ikke er andre filer i mappen der begynder med stort D).

Nu går installationen i gang, som den ville gøre på Windows.

Når installationen er færdig, kan du bare lade installationen starte programmet, og nu er du klar til at spille. Så enkelt er det!

DX-Ball 2 ved hjælp af WINE (programmet er sat til at køre i et vindue)

DX-Ball 2 ved hjælp af WINE (programmet er sat til at køre i et vindue)

Manglende genvejs menu
Hvis du vil spille igen senere, er der det problem, at XFCE (som er den grafiske brugerflade som Linpus Lite distributionen bruger) er ret dårlig til at lave genveje til programmer som er installeret af WINE. På mange af de ”store” distributioner (såsom opensuse og Ubuntu) kommer der er et fint link til programmet i din start menu, men det virker desværre ikke så godt på XFCE. Det er der dog råd for.

Du åbner din fil browser og manøvrerer ned i mappen hvor spillet findes: Min disk:///,wine/drive_c/Program Files/LDA Games/DX-Ball 2 og højreklikker på filen DXBall2.exe og vælger Åbn med->wine (øverst i din højremenu). Tryk på din venstre museknap og nu går programmet i gang.

Start af DX-Ball 2 gennem filbrowseren.

Start af DX-Ball 2 gennem filbrowseren.

Flere C: drev
Hvis man installerer flere programmer gennem WINE, kan det være en fordel at lave et nyt Windows C: drev til hvert program. Dermed kan du f.eks. slette et C: drev, hvis det ikke lykkes dig at installere et bestemt program, eller der f.eks. er konflikter mellem nogle af de tweaks der skal til, for at få de forskellige programmer til at fungere ordentligt.

Konkret opretter man falske C: drev ved hjælp af såkaldte prefixer. Hvis vi tager udgangspunkt i ovenstående program DX-Ball, åbner du en terminal (Alt+F2 marker kør i terminal og tryk kør) og skriver:

wineprefixcreate –prefix “/home/user/DX-Ball”

Nu skaber WINE et nyt C: drev i mappen DX-Ball i din hjemmemappe.

Hvis du vil installere i dette C: drev, skifter du bibliotek til der hvor du har DX-Ball 2 Demo Install.exe liggende (i Downloads mappen). Her skriver du:

WINEPREFIX=/home/user/DX-Ball wine DX-Ball 2 Demo Install.exe

Og nu installerer WINE programmet i C: drevet i DX-Ball mappen. Nemt og elegant.

Hvis du vil slette det falske C: drev, sletter du bare mappen gennem filbrowseren som ved enhver anden mappe.

Giv ikke op
Det kan være lidt tricky at få alle Windows programmer til at virke på WINE. Nogle programmer og spil kræver, at man f.eks. henter diverse .dll filer og lægger dem i ”system32” mappen under ”windows” i det falske C: drev. Støder du ind i problemer, kan du få meget mere information og hjælp på www.winehq.org.

Held og lykke med WINE, Det er meget nemmere end det ser ud ;-)

Læs artikler om: , | Af: Benny Damsgaard |

Anmeldelse: Acer Aspire One – Linux

5. oktober 2008 | 30 kommentarer | Kategori: Acer, Anmeldelser

Acer Aspire OneEn af Mininote.dk’s faste læsere, Benny Damsgaard, har købt en Acer Aspire One i Linux-udgaven. Han har skrevet en anmeldelse af maskinen, som vi bringer her.

Hvis du skulle have lyst til at skrive en anmeldelse til Mininote.dk, så er du også velkommen til det. Send den blot til mininote@live.dk.

————-

Klart positivt første indtryk

- Refleksioner efter en uge med Acer Aspire One – linux

Efter en uge med min nye Acer Aspire One (linux-udgaven) har jeg kun godt at sige om maskinen, og jeg kan kun på det varmeste anbefale den til andre der er på udkig efter en billig og driftsikker mininote.

Linpus Linux Lite
Den linux-distribution der er installeret på maskinen hedder Linpus Linux Lite. Linpus er baseret på Fedora 8 (http://fedoraproject.org/) distributionen som igen er en ”folkelig” udgave af den mere serverorienterede RedHat.

For den almindelige bruger er dette forhold ikke så væsentlig, udover at det betyder, at der allerede er en stor mængde software tilgængelig som relativt nemt kan installeres på maskinen.

Xfce brugerflade
I linux kan man selv vælge grafisk brugerflade. De mest almindelige er KDE (bruges bl.a. i opensuse) og Gnome (bruges bl.a. i Ubuntu). På Linpus har man imidlertid valgt at bruge Xfce (http://www.xfce.org/) som er en letvægts brugerfalde der især egner sig til små eller gamle computere.

For at øge brugervenligheden har man fra Acers side ydermere valgt at bytte det normale skrivebord ud med et menusystem, hvor man let og brugervenligt kan komme til de mest benyttede programmer. Fra fabrikken er der installeret en lang række programmer som OpenOffice, diverse medieafspillere, e-mail-klien, messengerprogram samt et par ganske underholdende spil.

Alt i alt fungerer Linpus distributionen ganske fornuftigt på maskinen. De installerede programmer dækker alle umiddelbare behov og maskinen starter ganske hurtigt op. Efter tryk på power er man helt oppe at køre og på trådløst netværk efter ca. 20 sekunder!

For at gøre Linpus oplevelsen endnu bedre, vil jeg dog anbefale, at man bruger lidt tid på at opdatere og tweake distributionen.

Vær ikke bange for tastaturet
Inden man går i gang, skal man huske på, at man i linux i høj grad bruger kommandoer og ændringer i konfigurationsfiler til mere avancerede opgaver. Det kan virke skræmmende de første par gange, men man vender sig hurtigt til det.

Ingen ændringer i konfigurationsfiler er dog ikke uden risiko, og derfor bør man, inden man for alvor går i gang, lave en geninstallations USB stick. Dette gøres ganske enkelt ved at starte en maskine op med den medfølgende geninstallations CD og følg guiden. Det kræver en USB stick på min 2GB.

Opdater og optimer
Når man får maskinen, bør man som det første opdatere distributionen. Dette gøres ganske let ved på skrivebordet at gå ind i indstillinger – live update. Herefter søger og installerer maskinen en række opdateringer. Det er bedst at opdatere gennem et alm. netværksstik, da det bl.a. er programmet til trådløst netværk der skal opdateres.

Hvis man har mod på det bør man også opdatere BIOS på maskinen. Nogle Acer Aspire One brugere har været plaget af, at blæseren i maskinen larmer en del. Denne fejl løser de seneste udgaver af BIOS’en bl.a. Du kan her (http://www.aspireoneuser.com/2008/09/17/bios-v3304-acer-aspire-one/) læse om, hvordan du opdaterer BIOS’en

Efter disse indledende opdateringer brugte jeg denne guide fra Register Hardware (http://www.reghardware.co.uk/2008/09/05/ten_aspire_one_tips/) til at optimere maskinen yderligere.

Et lidt gammelt udgangspunkt
En af ulemperne ved Linpus er at den er baseret på Fedora 8 som efterhånden er et par år gammel. Dette gør, at et par af de programmer som er installeret er af ældre data. F.eks. er Firefox version 2.14 og OpenOffice version 2.3. Dette findes der dog råd for. Her på denne side kan man finde yderligere guides til opdateringer og tweaks: http://www.linuxhaxor.net/2008/09/27/30-cool-acer-aspire-one-hacks/

Ikke alle er lige lette at gå til, så vær opmærksom på hvad du gør, og opdater kun, hvis du mener du har et reelt behov. Husk som altid: If it ain’t broke, don’t fix it.

Installer en ny mplayer
Som et minimum vil jeg dog anbefale, at man opdaterer den indbyggede mediaafspiller. Af rettighedsmæssige årsager kan den installerede version af mplayer ikke håndtere f.eks. xvid formatet. Det er der dog råd for. Gå ind på denne side (http://aspireonelinux.blogspot.com/) og følg guiden, så får du en mplayer som kan afspille stort set alt du hælder i den.

Foreløbig konklusion
Linpus er med et par enkle tweaks og opdateringer en ganske positiv oplevelse, især hvis man primært ønsker en mininote som kører stabilt og starter hurtigt op. Distributionen har dog sine begrænsninger, hvis man har lidt mere avancerede ønsker og krav. F.eks. er det ikke lykkes mig at få f.eks. CrossOverOffice (http://www.codeweavers.com/) til at virke. CrossOverOffice gør det muligt at afvikle en lang række Windows programmer på linux og er et ganske praktisk program.

De næste par dage er det derfor min plan at eksperimentere med andre distributioner på maskinen. Jeg skal nok give en melding om, hvordan det går.

—–
Benny er naturligvis klar til at svare på spørgsmål i kommentarfeltet.

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |









  • RSS PocketFreak.dk