Sti > Forside /

Boganmeldelser på dansk – Abonnér via RSS

Sådan installerer du Microsoft Office uden CD-drev

29. maj 2009 | 2 kommentarer | Kategori: Software, Tips & Tricks

Mininotes er betegnet ved ikke at have et CD/DVD-drev. Det giver næppe de store problemer i dagligdagen for de fleste, men når man står og skal installere eksempelvis Microsoft Office, så kan man godt løbe ind i problemer. For har man ikke et eksternt CD-ROM-drev er det mere end besværligt.

Det har Microsoft heldigvis selv opdaget, og mange mininotes leveres derfor i dag med en prøveversion af Office 2007, hvortil man så kan købe en licens og aktivere den på nettet.

Men er man ikke så heldig, så har Microsoft heldigvis også en løsning. De tilbyder nemlig, at man kan downloade, installere og aktivere Office 2007 på sin netbook. Hele vejledningen ligger på Microsofts danske website. Her er både hjælp at hente, hvis man har en licens i forvejen, eller hvis man ønsker at købe en direkte på nettet.

Desværre er der ikke meget hjælp at hente, hvis man ønsker at installere sin ældre Office 2003, XP eller 2000. Her er vores bedste råd at finde et eksternt CD-ROM-drev, der kan tilsluttes computeren ved hjælp af et USB-kabel. Har man ikke mulighed for det, så kan man prøve at koble mininoten på samme netværk som en almindelig computer og dele denne computers CD-ROM-drev over netværket og installere derfra.

Læs artikler om: , | Af: Kasper Hyllested |

Maksimumkrav til Windows 7 netbook

24. maj 2009 | Kommentarer slået fra | Kategori: Nyhed

Mininotes er et tveægget sværd for hardware- og softwareproducenterne. På den ene side ser det godt ud i markedsandele når de billige små flyver over disken. På den anden side tjener man ikke så meget på en 3.000 bærbar, som på en 8.000 kroners model.

Samtidig er en del firmaet bekymret for om de billige bærbare kannibaliserer markedet for bærbare generelt. Altså om for mange forbrugere finder ud af, at de snildt kan klare sig med Windows XP og 10″ eller 12″ og en Atom processor – i stedet for 18,4″, dualcore og Windows Vista.

Derfor har både Intel og Microsoft lagt begrænsninger på hvilke maskiner, der kan bygges med Intel Atom eller Windows XP. Og det samme gør sig gældende med den kommende “lette” udgave af Windows 7.

5-22-09win7startDe aktuelle begrænsninger for Windows 7 i den lette udgave er nu tilsyneladende ude – og du kan se dem her (klik på billledet). Bemærk begrænsningen i skærmstørrelsen på 10,2″. Skal du have en 12″ netbook skal den fulde version af Windows 7 hentes ind. Det er ikke et problem rent ydelsesmæssigt, men vil nok hæve prisen…og det kan jo være at retningslinierne ændres.

Læs artikler om: , | Af: Lars Jacobsen |

Mini-udgave af Windows 7 allerede til efteråret

27. februar 2009 | Kommentarer slået fra | Kategori: Nyhed

Microsoft vil lave en særlig, begrænset Windows 7-udgave til mininotes og gøre det let at opgradere til den mere omfattende – og dyrere – udgave. Microsofts taktik er ifølge Microsofts topchef, Steven Ballmer, at den begrænsede Windows 7 kun skal kunne køre et bestemt antal programmer på een gang, hvilket skal få brugeren til at betale for at få den fulde udgave, som mininotes godt kan køre. Det fortæller Berlingske Tidende.

- Vi skal have en høj markedsandel på mini-PC-markedet, slår Steve Ballmer fast. Han forventer, at salget af mininotes vil fortsætte med at vokse i takt med, at finanskrisen strammer forbruget.

Forlydender vil vide, at Windows 7 allerede sendes på markedet til efteråret. Microsoft selv har angivet januar 2010 som lanceringstidspunkt – tre år efter at Windows Vista blev sendt på markedet.

Nyhedsbureauet Bloomberg News har talt med Ray Chen, direktør for den taiwanesiske PC-producent Compal Electronics, som producerer bærbare PCer for Hewlett-Packard (HP) og Acer. Og ifølge ham bliver det i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, at de første PCer med Windows 7 kan købes.

Kilde: Business.dk

Læs artikler om: , | Af: Kasper Hyllested |

Asus dropper Linux

26. november 2008 | 3 kommentarer | Kategori: Asus Eee PC, Nyhed

Asus Eee PC XandrosDa Asus for lidt over et år siden lancerede den første Eee PC – og dermed indledte hele mininote-æraen – var det også en stor trussel mod Microsofts dominans på styresystem-markedet. For Eee PC blev solgt med Xandros, der en en Linux-distribution. Asus’ idé var faktisk at bruge Eee PC til at få Linux ud til folket.

Men den strategi holdt ikke, og nu påtænker Asus helt at skrotte Linux på sine maskiner og i stedet kun bruge Microsofts Windows XP. Det fortæller Computerworld.

Årsagen er den simple, at kunderne har fravalgt Linux-løsningen og købt maskinener med Microsofts styresystem i stedet.

- Gruppen af Linux-fans er desværre ikke så stor. Vi har erfaret, at det er XP, som sælger, siger Anders Haby, der er Asus markedskoordinator i Norden, til Computerworld i Sverige.

Asus vil derfor ikke længere sælge Linux-versionerne i Norden. Alle firmaets maskiner bliver i fremtiden solgt med Windows XP.

- Vi har betydelig flere modeller end vores konkurrenter, og det er et stort arbejde at have alle maskinerne på lager. Hvis vi samtidig skal have to forskellige styresystemer, bliver det endnu vanskeligere, siger Anders Haby og understreger, at der ikke er god økonomi i andet.

Anders Haby erkender, at mange vil rive sig i håret over beslutningen.

Løsningen må være, at man køber en Windows-maskine og selv erstatter styresystemet fra Microsoft med Linux, siger han.

Asus er klart den største operatør på mininote-markedet, og deres Eee PC’er er solgt i mange hundredetusinde eksemplarer.

Om andre producenter som eksempelvis Acer vil følge trop og helt droppe Linux vides endnu ikke. Hidtil har de fleste producenter lanceret modeller med både Windows og Linux som optioner, for dermed at have en meget lav start-pris (normalt koster XP-versioner ca. 4-500 kr. mere end Linux-udgaverne).

Det skal dog tilføjes, at Asus’ succes med at sælge Eee PC med Linux fik Microsoft til ikke blot at sætte prisen ned på Windows XP, men også at forlænge systemets levetid, ligesom Microsoft satser kraftigt på, at den kommende Windows 7 vil kunne køre på de små maskiner (noget som Vista har endog meget svært ved).

Man kunne håbe, at Asus i stedet for at påtvinge en XP-licens også ville sælge modeller helt uden styresystem.

Kilde: Computerworld

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Mininote koster Microsoft penge

12. november 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Nyhed

Mininotes overvældende succes koster Microsoft indtjening. Det fortæller ComON.dk i dag.

De små mini-bærbare stormer frem og er den hurtigst voksende del af pc-salget overhovedet. Men selvom stigende PC-salg normalt er sød musik i Microsofts ører, så er det faktisk dårlige nyheder for Redmond-giganten. Dels bruger 30 procent af maskinerne Linux og de resterende 70 procent kører med XP i stedet for det dyrere Vista.

Ved det seneste kvartalsregnskab kunne Microsoft således rapportere en indtjening, der lå under forventning. Microsofts Chief Financial Officer Chris Lidell peger selv på mini-bærbare som den direkte årsag til at blandt andet OEM-afdelingens indtjening er faldet med en procent, og Windows-divisionen kun har vækst på to procent.

Nu er de nyeste tal klar, og mininotes fortsætter med at sælge. I den grad endda.

I en rapport af Citigroup hedder det, at mininotes brager i gennem forventninger. De sælger langt bedre end analytikerne har forudsagt. Faktisk vil den årlige vækst være helt oppe på 60 procent i de kommende år. Alene i år bliver der solgt 11 millioner af de små bærbare, 29 millioner i 2010 og i 2012 vil 41 millioner mennesker for første gang sidde med en mini-laptop på skødet. Det er en svimlende acceleration i betragtning af, at der kun blev solgt en halv million sidste år.

Microsoft har forlænget XP’s levetid på grund af mininotes, og har allerede demonstreret, at det kommende Windows 7 kører hurtigt og stabilt på de små Intel Atom-baserede maskiner. Flere analytikere peger dog på, at mininote-succesen skyldes den lave pris, så hvis Microsoft vil have 1.000 kroner for en Windows 7-licens, så vælger kunderne nok stadig den billigere XP-model.

Men senioranalytiker hos firmaet Canalys, Adrian Drozd forudser, at mininotes kan blive folks primære computer. Canalys’ rapport over salget af pc’er til private i Europa, viser at salget er steget med 46 procent i forhold til sidste år. Netbooks står med 24 procent for over halvdelen af væksten.

»Indtil videre kanabaliserer netbooks ikke salget af almindelige bærbare, men det vil ændre sig, når market når videre fra teknik-interesserede forbrugere til mainstream-kunder,« siger han.

Mininotes sælger otte gange bedre i Europa end i USA, fordi flere europæiske teleselskaber forærer dem væk med bindende abonnementer på 3G.

Kilde: ComON

Læs artikler om: , , , | Af: Kasper Hyllested |

Tip: Konvertér Office 2007-filer på nettet

28. september 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Tips & Tricks

Måske kører du allerede Office 2007 på din store maskine, men på mininotes er det nok lidt overkill og mange foretrækker at køre Open Office eller måske en ældre version af Microsofts Office-pakke, som kører bedre på de lidt mindre maskiner.

Men modtager man så en Office 2007-fil, så vil man hurtigt opdage, at de ikke kan åbnes i de ældre versioner eller fx af Google Docs. Her accepteres kun de gamle .doc og ikke de nye .docx.

Microsoft har udviklet et lille program, som kan installeres og som gør det muligt at åbne .docx i ældre Word-versioner, men hvorfor ikke benytte zamzar.com, der konverterer Office 2007-filer til ældre formater online.

Zamzar.com er gratis at benytte, og det fungerer glimrende. Er også oplagt for folk, der er underlagt en striks IT-politik på jobbet og ikke må/kan installere nye programmer på deres computer.

Læs artikler om: | Af: Kasper Hyllested |

Tip: Online backup – også til mobilen

16. juli 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Software, Tips & Tricks

Vi har flere og flere dokumenter liggende på PC’en. Vi har også flere og flere PC’er. Og mange har oplevet, at et dokument ikke er på den PC, de sidder ved. Eller også er det en forkert version.

Den mest oplagte løsning hedder synkronisering, og der findes efterhånden et utal af løsninger. Microsofts løsning hedder FolderShare, og den fungerer glimrende, så længe begge computere er online – og så længe, man kun arbejder ved Windows PC’er.

Men en ny tjeneste kaldet SugerSync har en rigtig smart løsning.

I bund og grund installerer man et lille program, angiver hvilke mapper, man vil synkronisere (fx Dokumenter, Billeder og Skrivebord) og så glemmer man alt om det. Programmet installeres på alle de computere, man vil dele sine filer med (arbejde, privat, laptop, mininote etc.). Når man tænder en PC, går den på nettet og henter automatisk de nye filer, som er tilføjet fra andre PC’er siden sidst.

Det kan den gøre, fordi synkroniseringen går over et online-lager hos SugarSync. Alt efter hvor mange data, man har, betaler man nemlig for lagerplads. Den mindste version har 10 gigabyte, men man kan få helt op til 250 gigabyte plads.

At filerne ligger online betyder også, at man altid kan få adgang til dem, hvis blot man har adgang til nettet.

Og som noget ekstra smart, så har SugerSync også tænkt på, at man ofte slet ikke har adgang til en PC, men derimod altid har adgang til sin mobiltelefon. Man kan således styre sine dokumenter fra mobilen, og fx downloade et Excel-ark eller et Word-dokument og lige læse det igennem på smartphonen, ligesom man også kan bruge mobil-interfacet til at sende filerne videre via e-mail.

Man kan prøve SugarSync gratis i op til 45 dage.

Vil man gerne have en grundigere præsentation, så har SugerSync en glimrende videopræsentation på deres hjemmeside, hvor man også kan læse mere og prøve programmet. Adressen er http://www.sugarsync.com/

Læs artikler om: | Af: Kasper Hyllested |

Mininotes kan beholde Windows XP

4. juli 2008 | Kommentarer slået fra | Kategori: Nyhed, Software

Windows XPSupport og salg af Windows XP ophørte officielt forleden, den 30. juni. Der er dog stadig enkelte undtagelser. Blandt andet kan man stadig købe mininotes med XP.

Microsoft har nu slækket på de restriktive krav til mininotes, viser et internt dokument ifølge IDG News.

Tidligere måtte en sådan som maximum være udstyret med en 10,2 tommer skærm og en 80 gigabyte harddisk, men nu kan producenterne få lov at installere XP på maskiner op til 14,1 tommer skærm og 160 Gb harddisk.

Kravene til processor og RAM er dog uændrede: Max 1 GHz CPU og 1 Gb RAM.

Kilde: IT-avisen ComON.

Læs artikler om: , , | Af: Kasper Hyllested |

Asus Eee PC: Lille, billig og alle pengene værd

6. juni 2008 | 2 kommentarer | Kategori: Asus Eee PC

ASUS Eee PC er en af årets mest omtalte nyheder, men herhjemme kan vi først købe den til marts. Så længe kan vi ikke vente på PC World, så vi fik fat i et eksemplar direkte fra Taiwan. Her kan du læse den første danske anmeldelse af ASUS’ mini-computer, Eee PC.

Anmeldelse oprindelig bragt på PC World – 12. december 2007

Selvom priserne for bærbare computere er faldet voldsomt de senere år, så vakte det stor opsigt, da ASUS lancerede en mini-computer til en pris på 2.500 kr.

Eee PC (udtales enten som i-i-i eller ”triple e”), som er maskinens navn, er da heller ikke en toptunet computer. Der er derimod tale om en maskine, som på specifikationerne er mange år bagud: Der er kun 512 megabyte RAM, der er ingen harddisk, men derimod fire gigabyte flashhukommelse (SSD).

Processoren er en gammel Intel Celeron-M ULV 353 på beskedne 900 Mhz og 512 KB Level-2 cache, og der er ikke indbygget cd eller dvd-drev.

Skærmen er godt nok i bredformat, men den er blot 7 tommer i diagonalen og har en opløsning på 800×480 pixels. Ikke just imponerende i år 2007.

Bliver en stor succes
Men på trods af alle disse indvendinger, så er Eee PC et rigtig godt bekendtskab, og her på redaktionen er vi sikre på, at den også får stor succes, når den kommer på det danske marked.

Eee PC lander nemlig i et tomrum midt imellem smartphones og bærbare computere. Den er så lille, at den let kan ligge i en (dame-)taske og den vejer under et kilogram. Til gengæld kan den alt det, som en bærbar computer kan. Næsten da. For der er naturligvis ikke power til spil eller videoredigering.
Men hvis man har brug for en lille computer til at tage noter, læse e-mails, køre en Powerpoint-præsentation eller små-surfe, så er Eee PC glimrende i 80 pct. af tilfældene. Det viser vores første uge med en Eee PC i hvert fald.

Kører Linux
Lad os se lidt nærmere på maskinen. Klappet sammen fylder den cirka et halvt A4-ark (dvs. et A5-ark) i overflade. Tykkelsen er 3,5 cm, og den vejer ca. 800 gram uden batteri og 930 gram med batteriet monteret.

De tekniske specifikationer minder meget om en almindelig bærbar computer: Der er VGA-udgang, tre USB-porte, 10/100 Mbit/s netværk og indbygget Wi-Fi (802.11b/g). Chipsettet har indbygget lydkort, og der er nogle meget små højtalere og en mikrofon indbygget som fungerer sammen med det indbyggede webcam, der sidder over skærmen.

Man kan sætte et SD-kort i slottet i siden, og på sigt kan man bruge det ekstra PCIe-slot til at udvide med ekstra SSD, siger ASUS. Men ellers er der ikke mulighed for at udvide maskinen. Til gengæld understøtter den SDHC-kort, så de indbyggede fire gigabyte flash-hukommelse kan relativt let og billigt udvides, hvis man har behov for det og ikke gider rende rundt med en USB-harddisk.

ASUS skal have ros for den lille strømforsyning, som mest af alt minder om en oplader til en mobiltelefon. Meget større er den ikke. Til gengæld er der en dejlig lang ledning på ca. to meter med.
Maskinen har som sagt fire gigabyte hukommelse, men når man starter maskinen op, så opdager man, at der faktisk kun er 1,3 gigabyte ledig til at gemme dokumenter etc. Resten er nemlig optaget af
en særlig neddroslet version af Linux-distributionen Xandros.

Derudover er der installeret hele den gratis Office-pakke, OpenOffice, samt Firefox og et par andre småprogrammer.

Har hvis man nu en gammel Windows XP-licens liggende i skuffen, efter man har opgraderet til Vista, så kan den faktisk komme til glæde og gavn på en Eee PC. Man kan nemlig sagtens selv installere Windows XP – det kræver blot, at man har et eksternt CD/DVD-drev, der kan tilsluttes via USB. ASUS har sagt, at de vil sælge Eee-modeller med Windows præ-installeret, men det kommer naturligvis til at koste lidt ekstra. Microsoft har dog lovet, at prisen for en XP til Eee bliver under 40$.

Lille tastatur
Vores Eee PC var som nævnt importeret fra Taiwan, og det betyder naturligvis, at der ikke er de klassiske danske tegn, ÆØÅ, på tastaturet. Og desværre lykkedes det os ikke at finde en mulighed for at ændre på tastaturlayoutet i Linux-systemet, men der skal nok være nogle Linux-eksperter, der vil kunne finde et hack. Og ASUS har lovet, at der er dansk tastatur, når den bliver lanceret her i landet til foråret.

Vi oplevede det ikke som et større problem. Og det skyldes især, at man ikke har lyst til at skrive længere tekster på en Eee PC. Tastaturet er nemlig ekstremt lille. 20,5 centimeter x 7,5 centimeter. Det er al den plads der er til et fuldt tastatur. Det betyder, at hver taste blot måler 7 millimeter på hver led. Og det er altså meget småt. Selv sammenlignet med almindelige sub-notebooks små taster, så er Eee PC’ens tastatur altså ekstremt lille.

Benytter man det klassiske 2-fingersystem med luftafkøling, så er det ikke noget problem. Men hvis man er vant til 10-fingersystemet, så får man problemer. Og man skal altså ikke regne med at skrive sin næste doktordisputats på en Eee PC.

Til gengæld kan man sagtens skrive adskillige mails, og man kan også sagtens chatte med det indbyggede program, der både klarer MSN, Yahoo! og alle andre chat-programmer. Desværre kan programmet ikke bruge det indbyggede webcam, og det kan man heller ikke med den medfølgende version af Skype. Der skulle dog komme en Skype-version som gør det muligt at bruge webcam’et til noget fornuftigt. Pt. er det bare til pynt.

Utrolig hurtig
Når man har en ASUS Eee PC i tasken, så bruger man den ofte. Det skyldes, at den er utrolig hurtig til at starte op. En kold boot tager lige så lang tid som at starte en moderne mobiltelefon op: 26 sekunder, så er man klar til at surfe, maile eller skrive. Og selvom processoren er ganske sløv på papiret, så starter programmer også hurtigt op. Det tager eksempelvis blot 6 sekunder, fra man klikker på Writer-ikonet, før Open Office-pendanten til Word starter op.

Den høje hastighed skyldes, at alting ligger på flashhukommelse og ikke på en gammeldags harddisk. Det betyder også, at maskinen ikke er lige så udsat for datatab, hvis man eksempelvis taber den på gulvet mens den er tændt eller den bliver stødt, mens den ligger i tasken.

Flashhukommelsen har også den fordel, at den bruger mindre strøm. Det samme gør processoren, der er af Mobile-typen. Og en skærm på 7” bruger væsentligt mindre strøm end en 15”. Så selvom batteriet blot har fire celler og 1.700 mAh, så holder det uden problemer til 3½ timers arbejde.

Og slår man eksempelvis det trådløse netværk fra og skruer lidt ned for baggrundsbelysningen, så kunne vi godt presse 4 timer ud af det lille batteri. Det er i sig selv ret imponerende.

Multimedier fungerer
Et af de punkter, hvor vi blev mest imponerede over Eee PC var, da vi forsøgte at få den til at afspille video. Vi havde nok regnet med, at en tung DivX-film i HD-opløsning ville få den lille maskine i knæ, men nej. Den blev tilmed afspillet hurtigt og uden problemer. Det samme gjaldt WMV-filer.

Vi tilsluttede Eee PC’en via VGA-porten til et 32” LCD-tv, og efter at have indstillet opløsningen og opdateringsfrekvensen, så stod billedet særdeles fint og skarpt på tv’et. Og den viste også video på den store skærm uden at stønne. Det havde vi faktisk ikke forventet.

Vi brugte også Eee PC til en Powerpoint-præsentation med det indbyggede Presentations-program, og sammen med en projektor fungerede Eee lige så glimrende.

Til gengæld skal man have eksterne højtalere med, for de to der sidder på hver sin side af skærmen, er mildest talt elendige.

Benchmark giver ikke mening
Når vi tester bærbare computere her på PC World, så udsætter vi dem normalt for en række hastighedstest og benchmarks for at finde ud af, hvordan de enkelte dele fungerer. Det giver bare ikke mening med ASUS Eee PC. Den vil uden tvivl komme ind på en bundplacering, når den bliver sammenlignet med ”normale” laptops.

Man skal da heller ikke sammenligne Eee PC med en bærbar, men derimod med enten Ultra Mobile PC’er (UMPC’er) som Samsung Q1 eller ASUS’ egen R2H.

Sammenligner man Eee med UMPC’erne, så kan det godt være, at den taber på specifikationer, men til gengæld vinder den klart på prisen, der er den helt store fordel ved Eee PC. Når den kommer til Danmark til marts, så forventer ASUS at prisen bliver omkring 2.800 danske kroner, alt efter dollarkursen til den tid. Og til den pris får man ikke meget UMPC.

Behov er afgørende
ASUS Eee PC er ikke en almindelig bærbar computer, og det betyder naturligvis også, at man skal have særlige behov, før den er interessant.

Er en PDA eller smartphone for lille, og en sub-notebook for stor, og har man et begrænset budget, så er ASUS Eee PC helt oplagt. Den er lille, den er særdeles kompetent og brugbar – og så er den billig. Det kan næsten ikke blive bedre.

Vi har i hvert fald svært ved at se, hvad der skal forbedres på Eee PC. Man kan altid bruge mere plads eller lidt højere hastigheder, men det er ikke det afgørende for købere af Eee PC.
Så det eneste, vi egentlig vil efterlyse, er indbygget Bluetooth, så maskinen kan kobles sammen med eksempelvis et headset eller en mobiltelefon, og så havde det været oplagt, hvis man havde kunnet bruge et USB-kabel til at lade maskinen op.

Endelig savner vi software og drivers, der er særligt udviklet til Eee PC’en. Vi ville gerne kunne smække vores 3G-modem til maskinen, men det kræver enten at man har totalt styr på Linux eller at man installerer Windows. Det lykkedes i hvert fald ikke os, at få 3’s 3G-modem til at fungere, ligesom vi også måtte opgive at få maskinen på nettet over en Nokia-mobiltelefon. Der findes godt nok avancerede guides på eksempelvis www.eeeuser.com og andre net-fora, men det kræver næsten en diplom-ingeniør-uddannelse at forstå og udføre.

Samtidig ville det være oplagt med en tjeneste, så man kunne synkronisere sine dokumenter, hver gang Eee PC var på nettet, og man derfor også havde adgang til de dokumenter, man opretter på Eee PC’en fra den stationære computer. For man vil altid have en stationær ud over Eee PC, der kun kan være et supplement.

Men det er småting, og det rokker ikke ved det samlede billede af noget nær den perfekte mini-computer. Derfor får Asus Eee PC topkarakteren 6 stjerner ud af 6 mulige.

Navn: ASUS Eee PC
Producent: ASUS, www.eeepc.asus.com
Pris: $500, svarer til ca. 2.500 kr. Prisen i Danmark bliver ca. 2.800 kr.
Karakter: 6 ud af 6 mulige

Plus:

  • Meget lille og let
  • Lav pris
  • Flash-hukommelse (SSD)
  • Velfungerende software
  • Minus:

  • Lille tastatur, små taster
  • Lille hukommelse
  • Mangler Bluetooth
  • Læs artikler om: , , , , | Af: Kasper Hyllested |









    • RSS PocketFreak.dk